Nest Protect: smart røgalarm

Læsetid: ca 7 min - Skrevet af Sean Nielsen | 7 January, 2018

For lidt over 1 år siden købte jeg 2 stk Nest Røgalarmer. Med en listepris på 1099 kr stykket, kommer vi et godt stykke over de andre, men er den så prisen værd.?

For lidt over 1 år siden købte jeg 2 stk Nest Røgalarmer. Med en listepris på 1099 kr stykket, kommer vi et godt stykke over de andre, men er den så prisen værd.?

Udpakning og førstehåndsindtryk

Nest Protect fåes i 2 versioner, 1 til batteri og 1 til fast tilsluttet 230 volt.
Jeg har valgt versionen til batteri.

Allerede når du ser papæsken, får du følelsen af kvalitet, og følelsen forsvinder ikke når du åbner kassen.

Røgalarmen

I æsken er der røgalarmen som bruger 6 stk AA batterier (Inkluderede) (Versionen til fast 230 volt bruger 3 stk AA batterier, som backup hvis strømmen går), et beslag til loftet eller væggen inkl. skruer, og naturligvis diverse foldere.

Den er i en god kvalitets plastik, den føles lækker, og ser flot ud, hvilket man normalt ikke kan sige om en røgalarm.

Nest Protect har 1 knap i midten til test og afstilling af alarm (Hvis man da ikke bruger sin telefon)
og en lysdiode rundt om knappen, som har flere funktioner, mere om det senere.

Der er indbygget WiFi til Cloud forbindelse.

Yderligere er det også en kulilte alarm, der er indbygget temperaturføler og fugtighedsmåler, så hvis du installere en Nest Protect i dit badeværelse, så kan den kende forskel på damp og røg.

Installation

Installationen af Nest Protect er en oplevelse i sig selv, jeg har prøvet både den Engelske version og Danske version.
Du åbner appen til Nest og vælger at du vil tilføje en Nest Protect, her beder den dig om at scanne stregkoden bag din Nest Protect.
Hiv flappen til batteriet ud, og røgalarmen begynder at snakke til dig, i en forståelig og behagelig stemme.
På den engelske version snakkede den kun engelsk til mig, hvor imod på den danske (Nordiske) version, starter hun med at bede dig trykke på knappen, når hun snakker på dit sprog.
Her fortsætter du via appen med at angive placeringen for din røgalarm, røgalarmen bruger denne placering til at fortælle dig, hvor den har detekteret røg eller kulilte.
Der er en liste over prædefinerede rum man kan vælge imellem, man kan skrive et brugerdefineret rum, men Nest Protect kan kun udtale sine prædefinerede rum.
Jeg har valgt at placere en røgalarm i bryggerset/teknikrummet, det er her vi har naturgasfyret, vaskemaskine, tørretumbler, router, switch osv. og jeg tænker at jeg ikke er den eneste med denne konstellation, bryggers er bare ikke med i Nest Protects ordforråd, så her må man vælge det nærmeste man kan finde på listen.

Herefter kan du skrue beslaget fast i loftet eller væggen, og skrue røgalarmen på plads.
Den skal ikke ind og sige klik så selvom at beslaget måske ikke er skruet 100% “lige” så kan røgalarmen drejes lidt så den kommer til at flugte med væggen.

Opsætning af app og funktioner

App’en har ikke et væld af funktioner, men er rimelig nem at finde rundt i.
Du kan se nuværende status for dine røgalarmer, udover det kan du justere nogle småting.

Lysdioden

Lysdioden er vel nok een af de smarteste features jeg har oplevet ved en røgalarm.
Når du går i seng om aftenen og slukker lyset så lyser røgalarmen kort med en farve.
Lyser den grøn, betyder det at der ikke er nogen fejl, og at der er batteri nok til at den ikke giver en advarsel midt om natten, dette er en simpel feature, men gør alligevel at Nest Protect danner nye rammer for hvad man forevente sig af en røgalarm.
Den kan også lyse gul eller rød hvis der er en advarsel omkring lavt batteriniveau, fejl på sensor eller mistet signal til WiFi.
Yderligere er der også en bevægelsessensor, så hvis du går igennem køkkenet og lyset er slukket, så lyser røgalarmen med et hvidt lys som kan justeres i 3 lysstyrker.

Selvtjek

En anden ting Nest Protect udmærker sig ved, er sit selvtjek.
Dagligt laver den et tjek af sig selv, hvor den tester sine sensorer, batteriniveau, WiFi osv.
Udover det tjekker den een gang om måneden selve alarmfunktionen, her kan du via app’en sætte den til at teste indenfor nogle bestemte tidsrum, eller når i ikke er hjemme, dette kræver så at du installere Nest app’en på alle telefoner.
Personligt har jeg slået det automatiske tjek fra, og trykker selv på test knappen ca en gang om måneden.

Alarm

Hvis Nest Protect detektere røg, så får du først en stemme advarsel om at der f.eks er røg i køkkenet, det giver dig lidt tid til evt. at åbne et vindue, eller få tændt emhætten hvis maden skulle være brændt på.
Dette fungere rigtig godt, og er langt mere behageligt end lyden af en høj alarmlyd.

Har du mere end 1 Nest protect, så snakker de sammen.
Så er der røg i køkkenet, så kommer advarslen ud på alle røgalarmer, så ved man med det samme hvor røgen er.
Det samme gælder hvis 1 røgalarm er ved at løbe tør for strøm, så hvis enheden i køkkenet er ved at løbe tør for strøm, og du er på vej i seng, og slukker lyset i soveværelset, så blinker enheden i soveværelset gult, du kan så trykke på knappen, og en behagelig stemme vil fortælle dig at køkkenet er ved at løbe tør for strøm.

Cloud

Nest protect er en cloud alarm, og med det følger en app.
Så selvom at de indikere med diverse farver lys hvis der er problemer, så pusher de også beskeden til din telefon.
Alle indstillinger bliver dog også gemt i cloud, og for at sparer på batteriet, så tænder Nest Protect kun sin WiFi 1 gang om dagen, så ændre du lysstyrken på en røgalarm, så kan der gå op til 24 timer, før at ændringen registreres (Medmindre man manuelt vækker røgalarmen ved at trykke på knappen).
Dette kan være lidt småirriterende hvis man bare gerne vil finde ud af hvilken lysstyrke der matcher bedst, eller hvis man vil slå bevægelses sensoren fra.

Jeg er dog ikke vild med at det er en 100% Cloud løsning.
Slukker Nest deres servere, så vil det ikke længere være muligt at ændre indstillinger på røgalarmerne, de vil dog stadig virke, bare ikke push beskeder til telefonen.

Batteri

Ifølge Nest, skulle batterierne have en levetid på flere år.
Jeg har haft mine i lidt over 1 år, og de køre stadig på de medfølgende batterier.
Der skulle gerne komme en advarsel flere måneder før de løber tør, og jo tættere man kommer på at de løber helt tør, jo mere tydelig vil advarsel være. (Den slutter af med at bippe af dig)

Integraton

Der er ingen understøttelse for Google Home, Alexa eller Apple Home.

Jeg kan via Home Assistant se nuværende status på Røg og CO2 og om de er online.

Nest Protect kan ikke sende temperatur, fugtighed eller bevægelses sensor informationer videre, ikke kun til Home Assistant, men helt generelt.

Konklusion

Jeg kunne godt tænke mig at kunne udnytte den indbyggede bevægelses sensor, til noget styring af mit lys, det er naturligvis en begrænsning pga. at det ville bruge for meget strøm at have WiFi tændt hele tiden men de kunne have valgt en anden trådløs teknologi, og lave en hub ligesom de fleste andre “smart” produkter.

Og ikke at min tidligere røgalarm gik af hele tiden, eller løb tør for strøm konstant, men en besked på min telefon, og et gult blink fra røgalarmen når man går i seng flere måneder inden den begynder at bippe, eller den venlige stemme som fortæller dig at du har brændt din mad på igen, istedet for en høj hylende lyd, som ikke altid stopper efter det første tryk på knappen, det er måske småting, men det er med til at gøre Nest Protect til et rigtig godt alternativ til den traditionelle røgalarm.

Nest Protect er en fed røgalarm, og de sætter standarden for hvad man skal forvente af røgalarmerne i dag, desværre koster den også 1099 kr,
En hurtig søgning på google viser at Tænk og tests, testvinder kan findes til 40 kr per stk, eller ca 120 kr. for en serieforbundet røgalarm.
Der er altså et stort spænd op til 1100 kroner.
Det gør det svært at retfærdiggøre en så høj pris for de ekstra features man får, i forhold til en traditionel røgalarm, og de ekstra features er mere baseret på komfort, fremfor reel sikkerhed.
Nest protect får stadig en anbefaling herfra, men find den på tilbud.

7 ud af 10
Nest Protect

Det gode

  • Flot og robust design
  • brugervenlig
  • Nem Opsætning
  • God Batteri levetid

Det dårlige

  • For få funktioner for tredjeparts programmer
  • Prisen
comments powered by Disqus